Let it be alive

Sommerferien er ved sit sidste, regnen siver ned og efterlader et tæppe af dug på de grønne græsstrå. Solen er allerede rejst sin vej og jeg kan langsomt begynde at tænke praktiske tanker som skole, madpakker og alt det der, som nu skal sætte ramme om min hverdag. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg har det med, at jeg pludselig skal vinke farvel til de dersens feriedage. Det er jo ikke fordi, at jeg har haft mange dage uden planer, faktisk kan jeg ikke komme i tanke om bare én. Jeg vågner også forholdsvis tidligt, klokken 8, og får en del ud af mine dage. Det der med at skulle op kl.07, pakke taske, lave madpakke og bruge otte timer...

At rejse er at leve

At rejse er at leve. Et gammelt og udkørt citat. Måske kan det kategoriseres cliché. For nogle er det måske bare fem små ord, der betyder sol, strand, drinks og brune stænger. Ordenes betydning drukner måske i hashtags og charter-ferier. Men hvad betyder det egentlig, når det at rejse sættes synonymt med livet? Hvordan kan man være så afhængig af at rejse, at livet i sig selv ikke er et liv, jo mindre man konstant har en rejse at se frem til? Jeg er afhængig af at rejse. Forkert. Fysisk kan jeg jo godt klare mig her i kolde Danmark. Men. Min psyke, mit mindset, min lykke kan sættes som en progressiv funktion af mine rejser. Jeg keder mig hurtigt....

Sygdomssnak og gode råd

*Inden du læser dette indlæg, så husk på, at man ikke skal arbejde eller i skole som syg. Dette forlænger ikke blot din sygdomsperiode, men smitter alle andre. Hehe.  Eftersom at det halve af Danmark er ramt af influenza, finder jeg det på sin plads med et indlæg om hvad du nu lige kan lave, mens du er i nåleøjet. Vi ved jo alle sammen godt, at tiden kommer til at gå med: 33% søgning på google af symptomer og konklusioner om kræft eller graviditet, 37 % bingeri på Netflix/Viaplay/HBO and you name it, 20% cravings på alt hvad der IKKE er i køkkenet og de resterende 10 % er ynk og selvmedlidenhed. Dette støtter jeg som personlig-fuldtidshypokoner op om...

Jeg lever!

Long time, no see, Er det ikke nogenlunde det, man skal sige efter sådanne otte lydløse dage? Eller gælder det kun de store blogger med rent faktisk eksisterende læsere? Pyt skidt, nu kom den i hvert fald. Status er, at denne uge ikke har været værd at skrive hjem om, faktisk så meget uværdig, at jeg med mine bare næver hiver den ud af kalenderen og håber på et ikke-fremtidigt gensyn. Dagen i dag er gået med noget så spændende som en første klasses influenza, hvor der ikke er sparet på hverken snot, varme pander eller frygten for at hoste lungerne op. Jeg har derfor snuppet en sygedag fra arbejdet og lænket mig selv til det hvide lagen og blomstrede betræk...